Marche er et historisk område, hvor såvel fyrster som mænd af kirken har sat deres præg med bygninger til forsvar og til lyst alt efter tidens mode. Især har renæssancen efterladt mange aftryk. Den kunstnerisk mest interessante by er uden tvivl Urbino, hjemsted for maleren Rafael. Her synes tiden at være gået i stå de sidste 500 år, og rent faktisk står hele byens centrum på UNESCOs verdensarvsliste. Urbino er en lille by, som emmer af stor historie, en by som engang husede det største bibliotek i den vestlige verden. Fyrstens palads ser ud som et ægte eventyrslot, og den besøgende nyder synet af storslåede sale og verdenskunst (Galleria Nazionale delle Marche).